8 smartphone nyhedssites giver deres bud: “Årets bedste smartphone 2016 er…”

2016 har været et begivenhedsrigt år på smartphone-området – men hvilken smartphone, der blev lanceret i 2016, er egentlig den bedste?

For at svare på dette spørgsmål har vi spurgt en række af Danmarks bedste smartphone-nyhedssites:

”Hvad er efter din/jeres mening, årets bedste smartphone i 2016?”

Står du over for at købe ny mobil får du et godt bud på hvilken en det skal være, når du har læst otte smartphoneeksperters bud nedenfor.

Der er både de åbenlyse brands for kendere, men også et par outsidere, der giver dig masser af mobil til pengene…


Niels De Boissezon – www.mobilsiden.dk

Hjemmeside: http://www.mobilsiden.dk/

Facebook: https://www.facebook.com/mobilsiden/

1) Samsung Galaxy S7 Edge – “favorit til titlen som årets mobil”

Samsung Galaxy S7 Edge er favorit til titlen som årets mobil hos mobilsiden.dk. Med sit særlige design, har det sydkoreanske selskab formået at skabe en smartphone der ikke gå på kompromis på noget tænkeligt punkt.

Her får du et stort, flot display med et futuristisk udseende der forener det stærke Gorilla Glass med de flotte kurver i aluminium. Ydelsen er med helt i top, takket være en lynhurtig processor og et kæmpe batteri.

Den potente pakke afrundes af et kamera, der leverer fantastiske resultater, samt et vandtæt ydre, så du ikke behøver at frygte dyre vandskader.

 

Steen Jørgensen – mobil.nu

Hjemmeside: http://mobil.nu/

Facebook: https://www.facebook.com/mobil.nu/

2) Samsung Galaxy S7 Edge – “årets bedste mobil af flere grunde”

Samsung Galaxy S7 Edge er årets bedste mobil af flere grunde. Den har et flot design, og et ekstremt godt kamera, der stort altid giver gode billeder. Brugerfladen er meget effektiv, og brugervenligt skruet sammen og virkelig hurtig. En stor og virkelig skarp skærm kombineret med 4G betyder, at S7 Edge er ideel til at dække alle vores onlinebehov på farten – lige fra læsning af nyheder og opdateringer på sociale medier til underholdning som tv-serier og spil.

Samtidig tilbyder Galaxy S7 Edge praktiske funktioner som plads til hukommelseskort og så er den vandtæt.

 

Nicolas Fredriksen – telepristjek.dk

Hjemmeside: http://telepristjek.dk/

Facebook: https://www.facebook.com/TelePrisTjek/

3) Huawi P9 Lite – “fokus på kvalitet for pengene”

På telepristjek.dk har vi fokus på den kvalitet, man får for pengene og på den baggrund vil jeg kåre Huawei P9 Lite til den bedste mobil i 2016.

P9 Lite har en pris lige under 2.000 kroner og til prisen får man en mobil, der på stort set alle punkter matcher en mobil som f.eks iPhone 7, der koster fra 5.700 kroner og opefter.

P9 Lite har en super skarp 5,2 tommer skærm og sammen med lynhurtig 4G er den optimal at se video på eller til at bruge som WiFi-hotspot for tablet, computer eller fjernsyn.

Kameraet på 13 megapixel tager rigtig flotte billeder og laver fine videooptagelser.

Brugerfladen er hurtig trods flere tilpasninger af styresystemet Android og batteriet på 3.000 mAh rækker fint til en hel dags aktiv brug. Hertil er der finesser som fingeraftryksscanner og FM-radio.

Huawei P9 Lite er årets bedste mobil til prisen. Man får ganske enkelt mest kvalitet for pengene.

 

John G. – meremobil.dk

Hjemmeside: http://meremobil.dk/

Facebook: http://www.facebook.com/meremobil

4) Honor 8 – “der er ikke gået på kompromis med hverken ydelse, kamera eller brugeroplevelse”

“Mit bud på årets bedste smartphone er Honor 8 fra Huawei. De primære årsager er, at man her får en lækkert designet smartphone, hvor der ikke er gået på kompromis med hverken ydelse, kamera eller brugeroplevelse. Man får vanvittigt meget for pengene.

Aktuelt får man 32 GB udgaven er omkring 3.000 kroner. Det er virkelig value-for-money.

 

 

Martin Wolsing – onx.dk

Hjemmeside: http://onx.dk/

Twitter: https://twitter.com/ONX_DK

5) iPhone 7 Plus – “Vi har en sikker vinder”

Apple sparkede smartphonebølgen i gang for snart 10 år siden, og har ført an lige siden. De seneste år er konkurrencen dog blevet skærpet, og ganske små ting adskiller de øverste tre-fire smartphones. Alligevel stikker en enkelt ud som årets bedste smartphone 2016. Det er Apples iPhone 7 Plus.

iPhone 7 Plus er lynende hurtig, dual-kameraet tager fremragende billeder, samlekvaliteten er uhørt høj og seneste udgave af iOS er klippestabilt. iPhone 7 Plus er en af de ganske få telefoner, hvor alt går op i en højere enhed, så den bliver bedre end specifikationerne antyder. Læg dertil at iPhonen byder på markedets bedste sikkerhed og beskyttelse af privatlivet.

Vi har en sikker vinder.

iPhone 7 Plus vil nok være for stor og ikke mindst for dyr for mange. Her er den regulære iPhone 7 mere tilgængelig og håndterlig. Men leder man efter det ypperste, som Apple kan levere lige nu, skal man gå efter iPhone 7 Plus.

 

Jacob Grumsen – macweb.dk

Hjemmeside: https://macweb.dk

Facebook: https://www.facebook.com/macwebdk

6) iPhone 7 & iPhone 7 Plus – “Vi mener selvfølgelig det er Apple’s iPhone 7 & iPhone 7 plus”

Der er delte meninger omkring årets smartphone. Men vi mener selvfølgelig det er Apple’s iPhone 7 & iPhone 7 plus. Da Apple lancerede deres nye serie af iPhones var der straks drama. Dette skyldes at de havde valgt at skrotte indgangen til jackstick, hvilket betyder at alle dine gamle høretelefoner kun kan bruges med en adapter eller hvis dine høretelefoner allerede er trådløse.

Den trådløse teknologi er fremtiden og Apple er blot det første firma som har turdet tage skridtet og lave skiftet på deres telefoner. Men bare vent – vi forudser, at indenfor de næste 2 år vil alle nyere telefoner blive leveret uden jackstik. Eftersom jackstik indgangen er blevet fjernet, så er iPhone 7 også blevet meget bedre sikret ift. fugtskader.

Det næste som sker er, at de dræber lightning-indgangen samt kabel, og overgår til USB-C ligesom deres nye Mac’s.

 

Jacob Dam Knudsen – www.techstart.dk

Hjemmeside: https://www.techstart.dk/

Facebook: https://www.facebook.com/TechStartDK/

7) iPhone 7 Plus – “en del innovation under det konservative eksteriør”

Årets bedste smartphone må herfra siges at være iPhone 7 Plus, der har vist en del innovation under det konservative eksteriør.

Først og fremmest i form af dualkameraet, der giver en bredere vifte af fotografiske muligheder end vi er vant til. Sammenlignet med konkurrenterne er det primært på kameraet og i mange tilfælde også IP67-certifikatet at iPhone 7 Plus skiller sig ud. Men også ligesom A10 Fusion processoren gør et flot stykke arbejde ift. at holde iPhone kompetitativ på performance.

Apples iOS-platform er desuden fortsat den mest sikre, og iPhone 7 Plus er sikret alle Apples opdateringer flere år ud i fremtiden end man oftest ser for enheder på den konkurrerende Android-platform. Men ingen roser uden torne: Tabet af 3,5mm-stikket er stadigvæk dybt problematisk – ikke mindst fordi vi endnu ikke har set batterilevetider/-teknologier, der tillader ukritisk brug over længere tid af trådløse enheder.

 

Daniel Lomholt – gearnyt.dk

Hjemmeside: http://gearnyt.dk

Facebook: https://www.facebook.com/gearnyt

8) Google Pixel – “Google har endelig taget kampen op direkte med Apple”

2016 har været et spændende smartphoneår, med mere konkurrence end nogensinde før; vi har set 2 smartphones fra den lille, hurtigt voksende kinesiske virksomhed OnePlus med modellerne 3 og 3T og vi har set Samsungs bedste smartphone, Galaxy Note 7 lanceret, som desværre viste sig at eksplodere, så firmaet måtte trække den tilbage.

Apple gik all-in og fjernede hovedtelefon-indgangen på iPhone 7 og lancerede deres bedste smartphonekamera hidtil, mens Google også officielt indtrådte på smartphonemarkedet med Pixel og Pixel XL, der også har blandt de bedste kameraer på markedet, har sin egen personlige assistent og meget mere.

På GearNYT.dk har det været svært at udvælge årets smartphone – da de fleste smartphones lanceret i år har været unikke og bidraget med noget, men vores bud på dette er Google Pixel – ikke fordi den overordnet er den bedste, men fordi Google endelig har taget kampen op direkte med Apple og har leveret en fremragende smartphone med et fantastisk kamera.

 

Tusind tak til eksperterne – har du fundet din favorit?

Som det måtte være forventeligt af kendere, dominerer hhv. iPhone 7/7 Plus og Samsung Galaxy S7 Edge listen, men der er også et par fremragende outsidere til årets smartphone i form af Huawei P9 Lite, Google Pixel og ikke mindst Honor 8.

Hvilken smartphone er efter din mening årets bedste 2016? Skriv dit svar i debatten på nedenfor. Vi ser frem til at læse dit bud.